2. Otavalo
Vi har ændret planer og er alligevel ikke taget til de varme kilder. I stedet er vi taget nordpå til en rigtig hyggelig by ved navn Otavalo.
Sofie vågnede kl. 6 ( he he ikke noget at sige til når vi går i seng kl. 8 om aftenen)
Vi hoppede på en bus som tog os på en 2 og en halv times lang tur igennem Andesbjergene.
Vi ankom til Otavala kl. 10. Byen ligger I 3000 meters højde. Vores rygsække er temmelig tunge, så jeg satte mig på en café med al bagagen, mens Sofie travede byen rundt for at finde et billigt sted vi kunne være. Efter en time kom hun tilbage og havde da også fundet et par steder der måske kunne bruges, så vi hankede op I taskerne og gik gennem byen, vi fandt et godt hostel til bare 4 dollars, så vi smed al bagagen og gik hen for at få noget at spise. Det blev blot til en tallerken pomfritter som vi delte.
Wiev over Otavalo
Hatte på marked
Lørdagsmarked i Otavalo
Skønne stoffer
Vi havde læst at der I nærheden var 3 byer med nogle af den oprindelige befolkning, efterkommere af Incaerne, så vi havde besluttet at eftermiddagen skulle bruges til et besøg i en af disse byer. Vi hoppede på en lokal bus der kørte den vej. Det tog en halv time og vi betalte lidt over 1,- for turen. Da vi kom dertil sagde Sofie “ De bor jo I huse” Så mente hun ikke at det kunne være rigtige Incaer.
Landsby udenfor Otavalo
Byen spredte sig op af bjergsiden og vi besluttede os for at gå så langt op vi kunne. Efter et kvarter mødte vi et par gamle indianere der var på vej hjem efter at have arbejdet i marken. De slog følge med os og vi vandrede sammen op af bjerget nok I en halv time, så drejede de fra ind i skoven, vi ville gerne have været med og set hvordan de boede, men de spurgte os ikke så vi sagde pænt farvel.
Vi var kommet temmelig langt op af bjerget, vi satte os for at holde en pause og drikke lidt vand inden vi ville begynde nedstigningen. Vi havde kun siddet et par minutter, da der kom en mand hen til os og hilste, han var meget nysgerrig, han kunne naturligvis kun tale spansk (som alle her, det er yderst sjældent at vi møder nogle der kan andet) så vi måtte bare hive ordbogen frem og det gik da også. Han fortalte os at han vævede tæpper og spurgte om vi ikke havde lyst til at se hans arbejde, han boede i huset lige hvor vi sad. Vi gik med ham ind I huset……..Og sikke et hus…… Hans kone var der og to små børn, hvoraf den ældste på ca. 6 år vist nok var retarderet, hun virkede i hvert fald sådan, hun kiggede totalt skræmt på os. Begge børn var mere snavsede end noget jeg længe har set. Men både manden og hans kone var virkelig søde. Hun sad ved en rok og lavede garn og han havde sin store væv ved siden af. Han viste os det tæppe han var ved at væve.
Vi tog nogle billeder af dem og viste dem bagefter. De havde vist aldrig set et digital kamera før. Der var ikke meget i det hus de boede i, ingen vand, ingen elektricitet og ingen møbler. Et stort mørkt rum. Børnene sad bare på gulvet og kiggede ud I luften, mens de 2 forældre arbejdede på tæppet.
Vi takkede mange gange for deres velkomst I deres hus og begyndte den lange tur ned af bjerget igen. Det skal lige indskydes at da vi havde gået 5 min. fik jeg det dårligt over at vi ikke havde givet dem noget, så jeg begyndte at gå tilbage for at give dem nogle penge. Sofie råbte at jeg skulle vente for hun ville med. Så vi gik tilbage, vi sagde at vi gerne ville tage nogle flere billeder og lod som om at det var det vi betalte for.
Da vi kom tilbage til Otavalo hvilede vi os lidt og gik så ud at spise, vi fik den bedste pizza jeg længe har smagt, men vi var også sultne. Kl. 9 lå vi vores seng og halv ti sov vi.
Fredag havde vi bestemt os for en ordentlig hikingtur op til en sø som ligger næsten 4000 meter over havets overflade, havde læst at der skulle være meget smukt. Søn ligger 17 km fra Otavalo så vi kunne selvfølgelig ikke gå helt derop, vandre omkring og så tilbage igen, så vi hyrede en vogn der kunne ta os den lange vej op af bjerget. Sofie fik ham ned på 8 dollars for turen og sikke en tur. Hele vejer derop til var lavet af små sten halv størrelse af en brosten, I alle mulige former, så godt det ikke var min bil vi kørte i. Kan godt forstå han var lidt muggen over kun at få 8 dollars. Det tog ca. 3 kvarter at køre derop. Vi havde aftalt at vi bare ville praje en eller anden bil når vi skulle ned igen og ellers kunne vi jo bare gå.
Lagunes Mojanda
Vi startede vores vandretur rundt om søen og der var fantastisk smukt, der var dog ikke andre mennesker i sigte. Så vi spekulerede lidt over hvordan vi mon skulle komme ned igen. Vi var virkelig uden for lands lov og ret. Det nærmeste hus var i hvert tilfælde mindst 8 km ned af bjerget.
Pludselig mens vi gik der kom der en mand på en cykel. Han stoppede selvfølgelig og vi vandrede et stykke vej sammen. Det viste sig at han var fra tyskland. For 2 år siden startede han sin cykeltur i Alaska og om et halv år ville han slutte i Argentina. Indtil videre havde han kørt over 33000 km Vi gik vel sammen med ham en times tid, så besluttede vi os for at begynde vores tilbagetur. Vi ønskede ham fortsat god tur og vinkede farvel.
Vi gik og gik og der kom selvfølgelig ingen biler, hvor skulle de også komme fra, vi havde godt nok set en bil der stod oppe ved soen, men vi havde ikke set hvem den tilhørte. Da vi havde gået temmelig længe kom tyskeren pludselig bag os på sin cykel. Vi snakkede lige lidt inden han fortsatte sin tur ned af bjerget. Han havde km måler så han fortalte os at vi stadig havde 10 km at gå før vi var nede. Men der var jo ikke andet at gøre end at hanke op I taskerne og fortsætte. 10 min senere hørte vi en bil, det var den vi havde set oppe ved søen, så vi skyndte os selvfølgelig at praje den og den stoppede straks. Det var en argentinsk turist der havde lejet bilen og 2 guider til at eskortere ham derop, og vi fik straks lov til at komme med,
Det var rigtig dejligt for vi havde nok vandret 15 km og benene sagde at de var lidt trætte. Nej det var nu ikke så slemt, vi kunne godt ha klaret de sidste 10 km , men det her var bedre. Vel tilbage I Otavalo, ville vi betale lidt for turen, men det måtte vi ikke så vi sagde mange tak og gik straks hen for at få noget at spise. Efter maden var det tid til at få en lille slapper, så vi puttede os under dynen og lå bare og lyttede til noget af vores medbragte musik.
Det største marked I Sydamerika er her I Otavalo. Hver lørdag foregår det, så det skal vi lige se i morgen tidlig inden turen går videre til en by som hedder Mindo. Den ligger nede i lavlandet og der skulle være den mest fantastiske regnskov med floder og vandfald man kan bade i og et fantastisk fugleliv, Hummingbirds ( kolibrier ) og aber og meget andet. Ved ikke hvornår der bliver mulighed for at skrive igen, men vi skriver så snart vi kan komme til det.
Forrige side Næste side
Forrige side Næste side
